Generelt om uddannelsen
Som logistikassistentelev kommer du til at arbejde primært i vores forsendelsesafdeling, hvor du skal være med til at sørge for, at de rigtige varer bliver sendt ud til de rigtige kunder, og til tiden.
Dit primære arbejde vil være ved computeren, men du skal også hjælpe chauffører fra ind- og udland, som skal afhente varer, så det er vigtigt, at du er serviceminded og god til sprog. Forsendelseskontoret ligger tæt på produktion og lager, hvor du også vil få din daglige gang.
Du kommer til at arbejde med lagerstyring og ABC-analyser, som giver overblik over varebeholdningen. Herudover får du en god forståelse for standardiserede leveringsbetingelser (INCO-terms). Leveringer planlægges i tæt samarbejde med Customer Service og eksterne speditionsfirmaer.
Under uddannelsen kommer du også til at arbejde i andre afdelinger i kortere perioder, f.eks. indkøb og Customer Service, for at få kendskab til hele værdikæden.
Uddannelsens varighed
3 år, heraf 2 år hos Ege Carpets.
Skoleophold
Inden du kan starte hos Ege Carpets som handelselev med logistik som speciale, skal du have taget handelsuddannelsens grundforløb på 1 år. Det er en fordel, hvis du har en gymnasial uddannelse. Så skal du blot tage et grundforløbskursus på 5 uger, før du kan starte din uddannelse hos os. I løbet af de 2 år, du er hos Ege Carpets, vil der være ca. 3 kortere skoleophold.